Fra jeg var helt ung, har livets dybder interesseret mig, både det psykologiske og det åndelige. Min undren og længsel kom ud af følelsen af ensomhed - hvordan kunne jeg føle mig så ensom med så mange mennesker omkring mig? Både drevet af interesse og undren, men også af livets besværligheder i form af en rebelsk søgen efter at høre til. Som 8-årig blev jeg introduceret til en dybere indisk åndelig praksis og livsstil. Dele af min ungdom boede jeg som munk på en Ashram i Danmark og var en del af hverdagen der, og mit arbejde var ved landbruget. Et kim til dybde i livet var spiret, med mantra, meditation og yoga. For mig handlede det dengang mest af alt om at prøve, at finde et sted at høre til.

​​​

Jeg lærte at tie med de svære ting. Jeg lærte at passe ind, jeg lærte ikke at mærke mig selv, og det betød for mig, at skam og skyld fik plads i mig uden jeg vidste det.

​​​​

Heste var i mange år en del af min hverdag og det sikre sted, fordi de ubetinget giver sig ind i mødet, hvis du kommer med imødekommende energi. Er du irriteret, vred, indebrændt eller bange, kan du godt regne med, at din hest vil udfordre dig på det eller bare løbe væk. Mennesker er uforudsigelige, og jeg fandt ro ved hestene, både i nærværet, men også i læren om mig selv, for hvis du ikke er tydelig og har dine grænser, træder hesten dig på fødderne. Jo, jeg er blevet trådt over tæerne, brækket arm, bøjet ribben, sparket og kastet af. Jeg kom altid op igen og blev fortrolig med hestens signaler og kommunikation. Hesten er et flok- og flugtdyr og har et utrolig fint kommunikationssystem og ja, selvfølgelig kan man kommunikere med en hest.

​​​

Jeg har altid gået dybere og haft utrolige mange fine møder med spændende mennesker rundt omkring i verden. Samtidig har jeg også haft svært ved at føle at jeg passede ind, at det jeg kunne var noget mærkeligt noget. Jeg har aldrig givet op, men jeg har da endt eller blevet gået i relationer, som blev komplicerede eller drænede energi. Jeg har haft svære perioder, som jeg med god hjælp af mennesker omkring mig er kommet igennem.

​​​

Siden 2005 år har jeg lært af den indianske livsanskuelse og arbejdet med mit eget medicinhjul som er en måde at hele de ting op, som jeg ikke fik med i min opvækst. Det startede med medicinhjulet og et par svedehytter, og der fik jeg en følelse af at være hjemme og høre til. Jeg er ikke indianer og bliver det heller aldrig, men følelsen af hjem og følelsen af hvad familie betyder lærte jeg. Viden om mine egen rødder og hvad jeg kommer af har sat mig på sporet af, hvilken vej jeg vælger at gå. At fordybe en relation og ikke løbe væk af de forkerte årsager. At høre til og meningen med mit liv. Det er blevet til mange indianske ceremonier, svedehytter, healingscirkler, og jeg valgte i 2009 at blive soldanser og lave et commitment for livet og blev pibebærer ved soldansen ”Path of the Buffalo” i Canada. Ind i det arbejde eller på den sti lærte jeg at blive ved at kigge på egne vaner og mønstre, relationer, blinde sider, blive ved at tilgive både mig selv og andre samt det konstante arbejde der ligger i at huske selvbarmhjertelighed. I en kombination af at arbejde med bevidstheden og samtidig have en hverdag, som på mange måder, er helt som de fleste andre, fandt jeg min vej, som indeholder to perspektiver der tidligere splittede mit indre – de mange verdner indeni blev til en. Den materielle verden med alle de ydre ting og så den indre verden med følelser og den mere åndelige rejse. I mange år var det to verdener, som jeg skiftevis bevægede mig i og hvor jeg ikke kunne se, jeg kunne begge dele samtidig.

Soldansen består af mange elementer i livet og en af dem er at faste. Jeg har stået 4 dage i solen uden mad og vand og danset fra morgen til aften og været hooked til soldansetræet. Flere gange på vision quest i 4 dage, uden mad og vand, i Canada, Tyskland, Mallorca og hjemme i skoven og siddet i mørke eller udenfor i den vilde natur i Canada. Når du sidder der og din lærer laver grin med, at hvis der kommer en bjørn og spiser dig, så lad dig spise som en rigtig stolt viking, uden at skrige, så mærker du livet – du er i live. Vi kan meget mere end vi går og tror! Når jeg er der og er stille, kommer svarerne indefra – det som driver mig og som jeg inderst inde ved er det rette for mig. Jeg har siddet i mørke i 4 dage hvor jeg brugte to dage på at være frustreret. Fanget i mit eget fængsel, indtil jeg blev hjulpet ud af det igen – god læring, at få øje på når vi spænder ben for os selv og lærer at tage os af det og stå der med mine valg og mit liv forbundet til alt omkring. God læring i at kunne stå i det besværlige også, for livet ikke kun er flow og lethed og samtidig heller ikke kun besværligt.

Hvis jeg sætter mig ned og regner efter, lader min mentale kraft tage pladsen og ser tilbage, var der ikke noget af det jeg har gjort siden 2005 der har kunnet lade sig gøre, hverken økonomisk eller menneskeligt – men det kunne det.

​​​​​

Siden 2006 har jeg som fagperson arbejdet med stress, eksistentielle grundvilkår og andre ting, som relaterer sig til det at være i livet. Både med individuelle forløb for ledere eller specialister og gruppeforløb. I gruppeforløb med særligt fokus på konflikt problematikker. I min videre udvikling har jeg uddannet mig til psykoterapeut og i den proces også arbejdet videre med mig selv i egenterapi og gør det forsat i forskellige udviklingsgrupper og netværk.

Jeg trækker på viden og erfaring som leder, udviklingskonsulent, proceskonsulent, supervisor, mediator, coach, psykoterapeut og mine egne erfaringer i livet og som jeg skriver under metoder og tilgang, er det vigtigste ikke metoden eller teknikker, tværtimod, men hvordan du arbejder i dit indre.