
Viden og inspiration
Du er ikke kommet hertil i livet, bare for at være kommet hertil...
Begær, kærlighed, lyst og forelskelse
Forelskelse er dopamin drevet, vi holder den lige her til dette ene hormon. En kraftig stimulans som giver en intens oplevelse og giver energi til at krydse grænser og rydde forhindringer af vejen. ​ Begær er drevet af testosteron. En stærk længsel styret af ens indre drifter. I modsætning til forelskelse og kærlighed er begær primært en fysisk længsel og seksuel lyst rettet mod krop og udseende hos en person. ​ Kærlighed i det langvarige parforhold handler om samhørighed og tryghed. Ægte kærlighed, uden at jeg vil påstå at have den fulde opskrift, handler om at udvise forståelse og respekt for hinandens forskelligheder og uenigheder. At føle sig rummet, elsket og accepteret for den, du er. At være trygt tilknyttet til hinanden giver en god base for et kærligt og varigt parforhold, hvilket kræver en høj grad af fortrolighed og tillid. ​​ ​Kærlighed, forelskelse og begær er komplekse størrelser, og ikke alt kan forklares ved den hormonelle biokemi. Kulturelle, psykologiske og sociale faktorer har også betydning. ​ Min hensigt med denne ultra korte beskrivelse er opmærksomheden på, at forelskelse, begær og kærlighed er tre forskellige ting og udspringer tre forskellige steder i hjernen og knyttet til henholdsvis lyst-, empati- og kærlighedscenter. Jeg har en oplevelse af, at de ofte bliver misforstået og blandet vældig sammen. Intensitet og intimitet er ikke det samme.
Forstå og behandle afhængighed
På mange måder er det ikke relevant at kigge på adfærd i forhold til afhængigheder - det er mest vigtigt at se på, hvordan det påvirker dit liv og det faktum, at du ikke kan stoppe, selv om du gerne vil, og det er det, der gør til en afhængighed. Afhængigheder kommer i mange forklædninger, både dem som holder dig fast i destruktive mønstre og dem som er altødelæggende for dit liv. Nogle af dem, som f.eks. alkohol, kan du stoppe helt med og udelukke fra dit liv. Alkohol vil i mange tilfælde være altødelæggende sammen med stoffer og mange gange også spil. Andre må du skabe et naturligt forhold til som f.eks. mad, køb, onlinetid, tyveri, porno, arbejde eller sex. Alle skaber en rusfølelse, trancetilstand eller ønsket stemningsændring - altså din måde at regulere dig selv på. Online tid, altså sociale medier, vil jeg skrive om særskilt på et senere tidspunkt, fordi den begynder at vise tegn på også at være "altødelæggende" og et fuld blown dopamin mønster, altså afhængighed. Mentale besættelser som gør at du skaber bestemte følelser, der kan udløse det emotionelle skift du søger. Afhængighedsproblematikker er et "hell hole" af besvær og en lang lidelsesrejse. Alle der står i det eller er på den anden side af det, ved det. En følelsesmæssig logik som regulerer følelser. Du ved godt det ikke holder, men man kan bare ikke regne afhængighed ud med hjernen - det giver ikke mening. Alle afhængige kender godt løsningen, men får kun løst det ved at arbejde med omsorg, følelser, selvbarmhjertelighed og vælge nye tanker for de historier der driver afhængigheden. Afhængige behandler andre, som de behandler sig selv - som et objekt. Det er et kontrolsystem, som giver en forudsigelig stemningsændring. Mennesker er langt fra forudsigelige, og derved kan afhængigheden let fastholdes. Her i klinikken kører jeg et helt fast program, som hjælper og støtter processen ud af afhængighed. Læs mere under metoder og tilgang.​
Dyssocial personlighedsstruktur
Narcissister, psykopater og sociopater Narcissister, psykopater og sociopater deler visse træk, såsom mangel på empati, ignorering af andres følelser og et ønske om kontrol og magt. Narcissister er individer, der har en oppustet følelse af selvbetydning og et behov for beundring. De kan mangle empati for andre og have en tendens til at udnytte eller manipulere andre for at opfylde deres egne behov. De udøver dog typisk ikke fysisk voldelig eller kriminel adfærd. Psykopater udviser også mangel på empati og tilsidesættelse af andres følelser, men de har også en tendens til at udvise mere aggressiv og impulsiv adfærd. De kan deltage i kriminel adfærd eller andre former for skadelige handlinger uden at føle anger. ​ Sociopater ligner psykopater, idet de kan udvise aggressiv eller skadelig adfærd, men de har en tendens til at være mere impulsive og har en svagere følelse af selvkontrol. Sociopater kan også have en historie med uberegnelig eller kriminel adfærd. Selvom disse personlighedstyper kan dele nogle træk, er det vigtigt at forstå forskellene mellem dem.​​
Når nærvær og kontakt forsvinder i relationer på grund af dysfunktionelle mønstre.
I den terapeutiske relation her er alt trygt og godt. Vi sidder trygt og taler og i ingen fare på færde. Men sådan er det ikke, når tanker og bevidsthed skaber en skrækkelig angst for at tale om svære ting. Den bevidste og ubevidste angst aktiveres, og samtaler svinger mellem at angstregulere og lægge pres. Det er jo et billede på, hvor styrende tankerne er i forhold til det reelle billede af verden. At turde bevæge sig ind i en terapeutisk samtale relation er at forbedre egne evner til at være nærværende og bevare kontakten til sig selv og andre også under følelsen af pres.​
Sorg processer
Sorgprocesser afhænger af flere faktorer, som indvirker på heling og integration. Vi reagerer forskelligt, og selve forløbet af tab spiller ind. Er det naturligt, pludseligt, for tidligt, ulykker og mange ting som spiller ind i. Nogle sorgforløb er invaliderende for den enkelte, og man kan miste tilliden til livet, men det er de færreste. Langt de fleste sorgprocesser forløber en naturlig og fin proces, og man lærer at acceptere, forstå og tilpasse sig tabet. Følelsen af sorg er svingende og forsvinder ikke, men man lærer at være med det. Som i så mange kritiske situationer i livet føles det uendeligt i øjeblikket - at det aldrig bliver bedre, men det gør det. Der findes masser af sorggrupper og steder at få hjælp til det i gruppesammenhænge. Så hvor længe varer en sorg - ja, den varer så længe som den varer. Er der håb i det? Ja, der er håb fordi vi lærer at acceptere, forstå og tilpasse. Det kan påvirke følelsesmæssigt, adfærd, det fysiske, dine tanker, dit sociale netværk eller i det mere eksistentielle som ensomhed, mening eller identitet.

Løgnens DNA
Et barn som lyver, prøver på at opnå noget. Kan også være en måde at prøve at kommunikere noget eller et barn som vil undgå noget. De fleste kan kende sig selv eller egne børn i den situation. En naturlig del af børns udvikling af social intelligens. Frygten for ikke at slå til.... Frygten over reaktionen der kommer.... Fordi vi som børn vælger tilknytningen over autenticiteten, tillærer vi vaner og forsvar, som senere i livet kan stå i vejen og blive noget besværlige at komme ud af igen. Løgnen er en af de ting alle kender til, men ikke altid er klar over i hvor stor grad det fylder. ​ Når vi kigger på den voksne som lyver, er der flere årsager og niveauer af det. 4 niveauer​ - Fortæller usande historier - Benægter en hændelse - Flytter fokus for at undgå konfrontation - Fortielser og udeladelser ​​ 8 yderligere niveauer 1. At være blind for egne løgne 2. Selvbedrag - man har en ide, men accepterer det ikke 3. Lyve for sig selv - man ved det, men accepterer det ikke​ 4. Passive løgne, man ved det, men kan ikke sige det, på grund af indre værdier 5. Aktiv løgn, man ved det, men vil ikke sige det af frygt for at blive dømt. 6. Passiv manipulerende - man ved det og flytter behændigt fokus eller tema. 7. Aktiv manipulerende og man benægter bevidst og direkte. 8. Projektion - kan forekomme i alle de ovenstående også og retter her beskyldningen mod de andre. ​​ Som voksen er løgnen altødelæggende for dine relationer og for dig selv. Løgn er nærmest magi, fordi du forsvinder både for dig selv og dine relationer. ​​ Små hverdagseksempler: Vi kommer på torsdag og kigger på det, siger håndværkeren, der udmærket godt ved, at det gør de ikke..... ​ Husk lige, at du kun er 12 år i dag.... siger forældre til sit barn i køen hvor billetprisen afhænger af alder...... ​ Det er ikke mig, der har spist chokoladen..... siger barnet med chokolade om munden og papiret liggende ved siden af..... ​ Jeg købte nye støvler i dag, og de kostede kun kr. 300.... siger konen til manden selv om de kostede kr. 1.700 ​ Jeg har vasket hænderne, siger manden, der kommer ud fra toilettet til sin kone -........ selv om han ikke vaskede dem ​​​ Lyver for at: Imponere andre, blive set Undgå problemer Beskytte sig selv Beskytte en anden Ikke at blive flov/til grin Undgå at blive såret Undgå at blive set Gøre gode historier bedre ​ Løgnen fylder den indre tomhed, og du mister du dig selv, og hvem du er. Du har skabt en helt ny version af dig og den passer ikke med din kerne. Der vil være en længsel i kroppen til at lytte og være den du er, men det er svært at komme tilbage og det er frygtsomt. At vise sig selv kræver mod og ærlighed.​ ​ Børn, der har spist alt chokoladen og de har fyldt med chokolade omkring munden, siger af frygt for reaktionen, at de ikke har spist chokoladen. Papiret ligger på bordet, chokolade om munden. Alle beviser og alligevel siger de: næ, det er ikke mig der har spist det. Kan også være en medarbejder der har lavet noget uheldigt og benægter at det skulle være ham eller hende der har gjort det.​ ​ Lyver for at: Imponere Undgå problemer Ikke at blive flov/til grin Undgå at blive såret Gøre gode historier bedre I løgnen og forsøget på at fylde den indre tomhed mister du dig selv, og hvem du er. Du har skabt en helt ny version af dig, og den passer ikke med din kerne. Der vil være en længsel i kroppen til at lytte og være den du er, men det er svært at komme tilbage og det er frygtsomt. At vise sig selv kræver mod og ærlighed. ​​​​​​​​​ Mytomani Mytomani er en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved en tendens til at lyve eller fabrikere historier uden nogen åbenlys grund. Mennesker med mytomani har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi, og de kan finde det vanskeligt at stoppe med at lyve, selv når de bliver konfronteret med beviser. Lyver dagligt uden nogen åbenlys grund. ​​​ Astronauteffekten Når først du er startet på en løgn spinder du dig ind i et net, som er svært at vikle ud igen. Du kan ikke huske, hvad du har sagt til hvem og hvornår. Du vil altid blive fanget i det - altid på et eller andet tidspunkt af dem, der står dig nært eller som du forsøger at blive nær med.​​​​​
Når skam fra dysfunktionelle forhold hænger ved i livet.
Når du vokser op med dysfunktionalitet og ikke får arbejdet dig igennem det, er der en god chance for at skam har lagt en forstyrrende forvrængning omkring dine grundfølelser. F.eks. hvis du er vokset op i et hjem med alkoholproblemer. Så vil alkohol blive det organiserende princip i hjemmet. Alle i familien begynder at forhold sig til det på hver deres måde. Så kommer benægtelserne, som alle ser, men ingen taler om. Så forsvinder intimiteten i familien, fordi man ikke længere taler om de realiteter alle ser og godt ved er der. Det skaber ensomhed og isolation. I svære tilfælde betyder det så også, at rollerne byttes om, og børnene må tage sig af den voksne. Hverdagen indeholder nu en uforudsigelighed, som afhænger af stemninger, humør og tilstand, som så igen udvikler det jeg kalder scanner evne. Børn får en ekstra opmærksomhed i systemet på, hvordan formen lige er i dag - altså lærer at være ovre i andre i højere grad end dem selv. Når vi som voksne indgår i et arbejdsfællesskab, ser jeg tit den scanner evne, hvor nogle ikke kan mærke sig selv, men konstant vejrer stemninger i rummet eller hos andre som styrer deres adfærd og kommunikation. Det vi kalder udefra og ind styret eller indefra og ud styret. Skyld og skam problematikker er ofte årsager til denne scanner adfærd.
Tilknytning
Der er mange ting, der spiller ind mellem mennesker både i samarbejde, parforhold og familie. Personlighed og stil, tillærte mønstre og måske sværest af alt, evne til at tage dig af dine trigger følelser. Når du bliver trigget, opstår en minusfølelse, og du bliver spejlet i noget, som ligger i dig ubevidst, smertefuldt og uforløst. Bevares, der er grænseoverskridende kommunikation som ikke er i orden, men der er forskel på tydelig konstruktiv grænsesætning, hvor kontakten holdes til både dig selv og den anden og triggerfølelser som forvrænger, hvad situationen handler om og hvor vi oftest hører noget andet end der bliver sagt eller spurgt til, fordi det ligner og trigger noget fra fortiden. Så det er en gave at blive trigget....... nej, det syntes jeg heller ikke altid selv ;-) men det som hurtigt bliver taget personligt og er et uskyldigt spørgsmål fra en anden er triggere, og der er kun en til at tage sig af det - en selv. Din opvækst og din tilknytningsstil er der, hvor vi oftest finder de basale ubevidste trigger mønstre, og vi kan arbejde videre derfra. Andre har svært ved at forstå reaktionerne, fordi det kommer fra fortiden og ikke noget som kommer fra nuværende situation. Hvis du føler dig omgivet af idioter og konstant bliver trigget, så er det tid til at arbejde med dine dybere lag og indre, mere eller mindre, ubevidste konflikter. Fortiden klæber, men kan repareres.

Stop med at ride en død hest
"Død hest teorien" er en satirisk metafor, der illustrerer, hvordan nogle individer, institutioner eller nationer håndterer åbenlyse, uløselige problemer. I stedet for at acceptere virkeligheden klynger de sig til at retfærdiggøre deres handlinger. Kerneideen er enkel: Hvis du indser, at du rider på en død hest, er det mest fornuftige at gøre at stige af og komme videre. Men i praksis sker det modsatte. I stedet for at opgive den døde hest, foretager folk handlinger som: • Køb af ny sadel til hesten. • Forbedring af hestens kost, på trods af at den er død. • At skifte rytter i stedet for at løse det egentlige problem. • Fyre hestepasseren og ansætte en ny i håb om et andet resultat. • Afholdelse af møder for at diskutere måder at øge den døde hests hastighed. • Oprettelse af udvalg eller task forces til at analysere problemet med døde heste fra alle vinkler. Disse grupper arbejder i månedsvis, udarbejder rapporter og konkluderer i sidste ende det åbenlyse: hesten er død. • Begrundelse for indsatsen ved at sammenligne hesten med andre tilsvarende døde heste, og konkludere, at problemet var manglende træning. • Foreslå træningsprogrammer for hesten, hvilket betyder at øge budgettet. • Omdefinering af begrebet "død" for at overbevise sig selv om, at hesten stadig har potentiale. Prøv at overføre denne metafor på din egen udvikling - er der steder i dit liv hvor du rider på en død hest? Læring fra denne metaforiske historie. Denne teori fremhæver, hvordan mange mennesker foretrækker at benægte virkeligheden, spilde tid, ressourcer og kræfter på ineffektive løsninger i stedet for at erkende problemet fra starten og træffe smartere, mere effektive beslutninger.